Skip to main content

Search

Crohns Behandling

Crohns sygdom

Behandling

De fleste som har Crohns sygdom har brug for en eller anden form for behandling. Valget af behandling er afhængigt af, hvor i mave-tarmsystemet betændelsen sidder og sygdommens sværhedsgrad. Man kan ikke helbrede Crohns sygdom, men symptomerne kan dæmpes, og tidsrummet mellem opblussen i sygdommen kan forlænges. Almindeligvis må Crohns-patienter igennem flere typer af medicinsk behandling, og ofte optrappes behandlingen med tiden.

Der findes en række forskellige behandlinger af Crohns sygdom:

Kortikosteroider kaldes også binyrebarkhormon. De kan dæmpe betændelsen i tarmslimhinden og lindrer smerter og kvalme. Kortikosteroider bruges ofte som supplement til andre behandlinger og særligt i forbindelse med udbrud af sygdommen. Kortikosteroider anvendes aldrig som langtidsbehandling.

Immundæmpende behandling er medicin, som hæmmer immunsystemet. Denne type behandling anvendes som regel, hvis sygdommen kommer tilbage gentagne gange. Den virker ved at blokere immunreaktioner, der bidrager til betændelsen.

Biologiske lægemidler er kendetegnet ved, at de minder om stoffer, der findes naturligt i mennesker. Der er i dag en række forskellige biologiske lægemidler, der bruges hos patienter med moderat til svær Crohns sygdom, som ikke reagerer tilfredsstillende på behandling med kortikosteroider eller immunhæmmende midler3. De tidligste af disse er såkaldte tumor nekrosefaktor (TNF) antistoffer. TNF er et protein, som produceres af immunsystemet, og som kan forårsage betændelsen ved Crohns sygdom.

I de senere år er der sket en betydelig udvikling af de biologiske lægemidler. Disse behandlinger neutraliserer nogle særlige proteiner (interleukin 12 og 23) eller forhindrer aktive immunceller i at entrere tarmvævet (anti-integrin-behandling), og kan hjælpe Crohns-patienter, når tidligere behandling - herunder TNF-behandling - ikke længere har effekt.

Sund kost – kosttilskud: kan for nogle lindre symptomer og ubehag, understøtte behandling og forbedre ens velbefindende, men det er meget individuelt, hvad der hjælper. Ofte vil man selv have en fornemmelse af, hvilken mad der ikke udløser smerter i maven.  Et helt basalt råd er at spise varieret.

For mange er det relevant at tage tilskud af jern, kalk, D-vitamin, folinsyre eller B12-vitamin, som tarmen kan have svært ved at optage i tilstrækkelige mængder. En fast daglig multivitaminpille anbefales.3

Operation: I tilfælde, hvor sygdommen er af særlig svær grad, og hvor patienten ikke reagerer på medicinsk behandling – er operation nødvendig.